Hybrid arbejdsform
Det kan hjælpe at arbejde hjemme
Især efter corona er det blevet meget populært – og oftere en mulighed på mange arbejdspladser – med hybride arbejdsformer. Det er helt klart en fordel for mange kvinder, der er ramt af gener i forbindelse med hormonelle forandringer.
Kvinder der er ramt af gener, har oftere behov for at melde sig syge. Men hvis generne omhandler manglende søvn eller stærke blødninger, så kan det være, at det ville give god mening i stedet, at blive hjemme og arbejde i det omfang, det er muligt.
Kvinder i perimenopausen og menopausen er ofte også mere stressede, på grund af den i forvejen store ubalance i hormonerne. Her kan et par hjemmearbejdsdage ligeledes være med til at give mere ro, tid til pauser og afstressende aktiviteter som gåture, mindfulness og yoga-øvelser.
Hjemmearbejde er ikke altid en god løsning
Det er dog ofte ikke den bedste løsning for kvinder med hormonelle ubalancer altid at arbejde hjemmefra. I perioden omkring peri- og menopausen oplever mange kvinder kognitive symptomer som tristhed, modløshed og manglende tro på sig selv – og disse kan godt blive meget voldsomme og udvikle sig til decideret angst og depression. I modsætning til stress, så er løsningen her ikke bare at blive hjemme og få ro på sit nervesystem – selvom det ofte kan føles som den mest attraktive løsning. Men faktum er, at disse symptomer godt kan blive forværret i eget selskab. Derfor kan det ofte hjælpe at tage på arbejde, tale højt om sine tanker og følelser og dermed dele dem med kollegaer. Også selvom det måske føles lettere at blive hjemme.