Hedeture i overgangsalderen

Det mest synlige symptom - men sjældent det mest belastende

Når vi holder foredrag om overgangsalder på arbejdspladsen, spørger vi ofte deltagerne, hvad de først tænker på, når de hører ordet overgangsalder.

Svaret er næsten altid det samme: hedeture.

Hedeture er uden tvivl et af de mest kendte og synlige symptomer på overgangsalderen. For nogle kvinder er de blot en mindre irritation, mens de for andre kan være både hyppige og belastende.

Samtidig er det vigtigt at huske, at hedeture kun er ét af mange symptomer. Mange kvinder oplever faktisk, at søvnproblemer, koncentrationsbesvær, stressfølsomhed, hjerne-tåge eller humørforandringer har en større indflydelse på deres trivsel og arbejdsliv end selve hedeturene.

Hedeture

Hvorfor får man hedeture?

Hedeture opstår typisk som følge af de hormonelle forandringer, der sker i perimenopausen og overgangsalderen. Når østrogenniveauet falder og svinger, bliver hjernens temperaturregulering mere følsom. Kroppen kan derfor reagere som om den pludselig er blevet for varm, selvom temperaturen i omgivelserne ikke har ændret sig.

Resultatet kan være en pludselig varmefornemmelse, rødme i ansigt og på overkrop, kraftig svedproduktion, hjertebanken og generel ubehag eller uro. For nogle kvinder varer episoden få sekunder, mens andre oplever hedeture gennem flere minutter. Nogle kvinder oplever også det modsatte problem. Når hedeturen er overstået, eller når hormonsystemet er særligt påvirket, kan det være svært at holde varmen. Mange beskriver derfor en oplevelse af, at kroppen har svært ved at finde en stabil temperatur.

Hedeture på arbejdspladsen

Hedeture kan være særligt udfordrende i arbejdssammenhænge. Det gælder især i situationer, hvor man ikke selv kan regulere temperatur eller omgivelser, som for eksempler lange møder i lukkede mødelokaler eller under præsentationer eller undervisning foran andre.

Sidder man i kontorer med store vinduespartier og direkte sol eller i storrumskontorer med begrænsede muligheder for udluftning, så kan man opleve flere hedeture.

Nogle kvinder oplever både hedeture og nedkøling - og så kan det være svært at regulere temperaturen, bl.a. i kontorer med kraftig aircondition.

Mange kvinder fortæller, at de bliver mere optagede af frygten for den næste hedetur end af selve hedeturen. Bekymringen for at blive rød i ansigtet, begynde at svede eller miste koncentrationen på tidspunkter hvor man gerne vil fremstå professionel, kan i sig selv skabe ekstra stress.

Små justeringer kan gøre en stor forskel

Heldigvis kan relativt enkle tiltag gøre arbejdsdagen mere komfortabel.

Det kan for eksempel være:

  • Adgang til et vindue, der kan åbnes
  • Mulighed for at regulere temperaturen lokalt
  • En bordventilator
  • Let adgang til koldt drikkevand
  • Fleksibilitet i valg af arbejdsplads
  • Let påklædning i lag
  • Et tæppe eller en ekstra trøje til perioder, hvor kroppen føles kold

For mange handler det ikke om store investeringer, men om at skabe mulighed for at tilpasse arbejdsmiljøet til skiftende behov.

Arbejdspladsen behøver ikke kende alle detaljer om en medarbejders symptomer for at kunne hjælpe. Ofte er det tilstrækkeligt at have fokus på de praktiske forhold, som understøtter trivsel og arbejdsevne. I mødelokaler kan det for eksempel være en fordel at sørge for regelmæssig udluftning, at have adgang til koldt vand og generelt sikre en behagelig temperatur.

Kan kan tilbyde håndvifter eller andre enkle hjælpemidler på kontorer og i mødelokaler og generelt søger for mulighed for korte pauser når man planlægger længere møder.

Små tiltag kan gøre det lettere for medarbejdere at deltage på lige fod med kollegerne og fokusere på arbejdet frem for symptomerne.

Hvornår bør man søge hjælp?

Hvis hedeturerne påvirker søvn, trivsel, arbejdsliv eller livskvalitet, kan det være en god idé at søge rådgivning.

Det kan være relevant at tale med egen læge, gynækolog eller andre fagpersoner med viden om overgangsalderen for at få afklaret, hvilke løsninger der kan være relevante.

Hedeture er kun en del af billedet

Hedeture er ofte det symptom, omgivelserne lægger mærke til. Men for mange kvinder er det de mere usynlige symptomer som søvnproblemer, træthed, koncentrationsbesvær og stressfølsomhed, der har størst betydning for arbejdslivet.

Derfor er det vigtigt at se hedeturerne som én del af en større helhed og skabe arbejdspladser, hvor der er plads til dialog, forståelse og praktiske løsninger, der understøtter trivsel gennem alle livets faser.