Maja har været med i udviklingen af standarden ISO 45010. Her fortæller hun om arbejdet og processen frem mo lanceringen i september 2026.

Da jeg første gang hørte om arbejdet med det, der senere blev til ISO 45010, anede jeg ikke, hvor stor en del af min professionelle hverdag, det ville komme til at fylde.

Jeg startede arbejdet med standarden, mens den endnu kun i sin spæde opstart. Gennem mit arbejde i Dansk Kvindesamfund blev jeg gjort opmærksom på, at der var planer om at etablere en international arbejdsgruppe med det formål at udvikle verdens første standard om menstruation og menopause på arbejdspladsen.

Jeg syntes, arbejdet lød både relevant og vigtigt. Ikke mindst fordi jeg gennem mit arbejde med Hormoner på Arbejde allerede havde oplevet, hvor stor betydning menstruation og overgangsalder kan have for arbejdsliv, trivsel og fastholdelse, og hvor svært mange arbejdspladser stadig har ved at tale om emnet.

Derfor kontaktede jeg selv Dansk Standard for at høre mere. Det ene møde tog det næste, og kort tid efter blev jeg inviteret ind i arbejdet. I løbet af processen blev jeg en af de centrale danske deltagere i den internationale arbejdsgruppe, hvor jeg bidrog med kommentarer, ændringsforslag og erfaringer fra danske arbejdspladser.

Mødet med standardiseringsverdenen

Noget af det, der overraskede mig mest, var selve processen bag udviklingen af en international standard.

Jeg kom ind i arbejdet med en forventning om, at fokus primært ville være på indholdet. Men jeg lærte hurtigt, at standardisering i høj grad handler om at skabe konsensus. Når eksperter fra mange forskellige lande og kulturer skal blive enige om én fælles tekst, tager det tid.

Og det betyder også, at formuleringerne ofte bliver mere overordnede, end man umiddelbart kunne ønske sig. Det er ikke en kritik. Det er en nødvendighed.

En international standard skal fungere lige så godt i Australien som i Danmark. Den skal kunne bruges af både små virksomheder, offentlige organisationer og globale koncerner. Derfor bliver den fællesnævner, som alle kan samles om. Men netop dét gjorde mig også optaget af et andet spørgsmål:

Hvordan sikrer vi, at standarden faktisk bliver brugbar i praksis - også i Danmark?

At bringe virkelighedens arbejdspladser ind i rummet

I arbejdsgruppen sad mange dygtige mennesker med forskellige faglige baggrunde. Min egen styrke var ikke teoretisk ekspertise i standarder, og jeg er hverken læge eller forsker. Min ekspertise er praksis og praktisk erfaring fra arbejdspladserne.

Gennem Hormoner på Arbejde havde jeg allerede arbejdet tæt sammen med både private virksomheder, offentlige arbejdspladser, HR-afdelinger, ledere, arbejdsmiljøorganisationer og medarbejdere. Jeg kendte de spørgsmål, som ledere stiller, jeg kendte de barrierer, HR-afdelinger møder og de udfordringer, medarbejdere ofte står alene med.

Derfor blev min vigtigste opgave at bringe erfaringer fra virkelighedens arbejdspladser ind i diskussionerne.

For mig var det afgørende, at standarden ikke kun blev noget, der så godt ud på papir, men noget der kunne skabe reel værdi i hverdagen.

De diskussioner, der fyldte mest

Mange tror måske, at de store diskussioner handlede om, hvorvidt overgangsalder eller menstruation påvirker arbejdslivet. Men det gjorde de faktisk ikke. Tværtimod var der bred enighed om behovet for standarden.

Overraskende nok handlede mange af diskussionerne i højere grad om ordvalg. Hvilke formuleringer var mest præcise? Hvordan sikrede vi, at teksten kunne bruges på tværs af lande og kulturer? Hvordan skrev vi anbefalinger, der både var tydelige og fleksible?

Der var dog ét område, som jeg fandt interessant i et dansk perspektiv.

I Danmark opstår der indimellem diskussioner om, hvorvidt man kan tale om kvinders overgangsalder uden samtidig at tale om mænds aldring eller hormonelle forandringer. Men dette blev aldrig et reelt tema i det internationale arbejde.

Her var udgangspunktet enkelt: Menstruation og menopause er biologiske erfaringer, som påvirker millioner af kvinder gennem arbejdslivet. Derfor fortjener de opmærksomhed i deres egen ret.

Hvorfor jeg arbejede for en dansk vejledning

Noget af det vigtigste, jeg tog med mig fra arbejdet, var erkendelsen af, at selv den bedste standard kun har værdi, hvis mennesker faktisk bruger den. Jeg kunne hurtigt se, at mange arbejdspladser ville opleve ISO 45010 som et omfattende dokument.

Standarden er grundig. Den er gennemarbejdet. Men den er også skrevet som en international standard. Derfor foreslog jeg tidligt i processen, at vi skulle udvikle en mere praksisnær dansk vejledning. En guide, som oversatte standardens principper til konkrete anbefalinger og handlinger, som danske arbejdspladser kunne bruge med det samme. Det arbejde blev jeg en af de drivende kræfter bag.

For mig er det faktisk et af de mest meningsfulde resultater af hele processen.

Hvad Danmark gjorde anderledes

Danmark har generelt været ambitiøs i arbejdet med at udbrede standarden.

Ud over den danske vejledning har vi afholdt webinarer, været med til at arrangere en større lancering i FN Byen og udviklet kursusaktiviteter målrettet arbejdspladser.

Jeg underviser selv på Dansk Standards kursus om ISO 45010 og har holdt en række oplæg og foredrag om standarden både før og efter lanceringen.

Det har været vigtigt for mig, fordi jeg ved, at viden alene sjældent skaber forandring - rigtig forandring kræver dialog.

Hvad jeg håber, standarden kommer til at betyde

Hvis jeg skal pege på én ting, jeg håber ISO 45010 kommer til at bidrage med, så er det legitimitet. Alt for mange organisationer er stadig i tvivl om, hvorvidt overgangsalder og menstruation overhovedet er et arbejdspladsemne.

Med ISO 45010 har vi nu en international standard, som tydeligt siger, at det er det. Den giver ledere, HR-professionelle og arbejdsmiljøorganisationer et fælles sprog og en fælles referenceramme.

Og den sender et vigtigt signal om, at dette ikke handler om særhensyn, men om at skabe arbejdsforhold, hvor mennesker kan trives og bidrage gennem hele arbejdslivet.

Men arbejdet er kun lige begyndt

Selvom jeg er stolt af resultatet, ser jeg ikke standarden som målet. Jeg ser den som begyndelsen.

For den største udfordring er ikke længere at skabe viden. Den største udfordring er implementering.

Virkelig forandring sker først, når ledere får nye kompetencer. Når politikker omsættes til praksis. Når medarbejdere oplever, at kulturen ændrer sig. Når organisationer går fra gode intentioner til konkrete handlinger. Det er dér, standarden får liv. Og det er netop dét arbejde, vi i Hormoner på Arbejde vil være med til at understøtte i de kommende år.