Hvad koster det at ignorere overgangsalderen?
Af Hormoner på Arbejde
Når vi taler om overgangsalder på arbejdspladsen, ender samtalen ofte med at handle om hedeture, søvnproblemer eller hormonelle forandringer. Men måske stiller vi det forkerte spørgsmål.
For det centrale spørgsmål er ikke, om overgangsalderen påvirker arbejdslivet. Det gør den - det ved vi jo godt.
Det centrale spørgsmål er i stedet: Hvad koster det, når vi ikke gør noget?
Mange virksomheder ser kun den direkte omkostning
Når arbejdspladser tænker på omkostninger, tænker de ofte på sygefravær. Men sygefravær er kun toppen af isbjerget. De største omkostninger er ofte langt mindre synlige:
- Nedsat trivsel
- Lavere engagement
- Tab af erfaring
- Mistede ledertalenter
- Rekrutteringsomkostninger
- Presenteeism, hvor medarbejdere møder på arbejde uden at kunne præstere optimalt
Det er sjældent noget, der kan aflæses direkte i regnskabet, men det påvirker organisationen hver eneste dag.
Når erfarne medarbejdere skruer ned
For mange kvinder falder overgangsalderen sammen med de år, hvor de har størst erfaring, størst netværk og størst faglig gennemslagskraft. Det er ofte de medarbejdere, virksomhederne allerhelst vil fastholde.
Alligevel møder vi igen og igen kvinder, som:
- takker nej til nye opgaver
- fravælger lederstillinger
- går ned i tid
- skifter job
- eller i værste fald forlader arbejdsmarkedet tidligere end planlagt
Ikke fordi de mangler ambitioner, men fordi de mangler støtte.
Tavshed har en pris
Mange arbejdspladser har stadig ingen fælles forståelse af overgangsalderen. Det betyder, at medarbejdere ofte står alene med udfordringerne. Nogle kvinder bruger alt deres energi på at skjule symptomerne, mens andre forsøger at kompensere ved at arbejde hårdere. Men rigtig mange bruger enorme mængder energi på ikke at vise, at de kæmper. Og på kort sigt virker det - der kan det se ud som om, at alt fungerer. Men på længere sigt er regningen høj.
Samfundet betaler også
Når erfarne kvinder reducerer deres tilknytning til arbejdsmarkedet, rammer det ikke kun virksomhederne - det rammer hele samfundet.
Vi taler samtidig om:
- mangel på arbejdskraft
- behov for længere arbejdsliv
- flere kvinder i ledelse
- bedre udnyttelse af kompetencer
De ambitioner bliver sværere at indfri, hvis vi ignorerer en livsfase, som halvdelen af befolkningen gennemgår.
Prisen for at gøre noget er ofte mindre end prisen for at lade være
Det interessante er, at løsningerne sjældent er komplicerede, de fleste arbejdspladser har ikke brug for store investeringer.
De har brug for:
- viden
- lederkompetencer
- dialog
- tydelige rammer
- en kultur, hvor medarbejdere kan være åbne om deres udfordringer
Det kræver en indsats, ja! Men sammenlignet med omkostningerne ved sygefravær, udskiftning af medarbejdere og tab af erfaring er det ofte en beskeden investering.
Det handler ikke kun om omsorg
Når vi taler om overgangsalder på arbejdspladsen, bliver samtalen nogle gange reduceret til et spørgsmål om hensyn, og det er en fejl.
Det handler nemlig om langt mere end det. Det handler jo også om forretning, om fastholdelse, om arbejdsmiljø. og produktivitet. Og så handler det om at sikre, at erfarne medarbejdere kan blive ved med at bidrage med deres kompetencer gennem hele arbejdslivet.
Det er derfor, det reelle spørgsmål ikke er, om arbejdspladser har råd til at arbejde med overgangsalderen. Det reelle spørgsmål er i stedet, om de har råd til at lade være.
